Chokoladebrownie med cappuccinocreme

Chokoladebrownie

(Foto: Betina Hastoft)

Mit hjerte banker for alt, hvad der dufter og smager af hjemmebag. Jeg elsker at have hænderne dybt begravet i en stor klump dej og bliver helt svag i knæene, når jeg kigger gennem ovnlågen og ser, hvordan dejen stille og roligt hæver op og forvandler sig til et saftigt brød eller en lækker kage. Har du det også sådan…bare lidt?

Det er sjældent, jeg får et stykke kage, som jeg ikke bryder mig om. Jeg elsker stort set alt kage, men sætter allermest pris på, at en kage er fugtig og konfektagtig og selvfølgelig med masser af smag. Smag og konsistens skal gå op i en højere enhed, og så er råvarerne uden tvivl det vigtigste. En kage – eller en hvilken som helst ret for den sags skyld – bliver aldrig bedre, end de råvarer, den er lavet af. Jeg er absolut ikke hellig, men jeg forsøger at bruge de bedste råvarer, jeg kan få fingrene i. Jeg køber så vidt muligt økologisk, og jeg bruger altid den bedste chokolade til mine kager. Derfor sværger jeg til den franske Valrhona chokolade (www.valrhona.com), som i mine øjne er den bedste på markedet.

Og nu til dagens opskrift. Denne chokoladebrownie udviklede jeg helt tilbage i år 2009 til magasinet Mad!, men den hitter altså stadig. Den er saftig og heftig og indeholder hele tre slags chokolade. Bare lav den, så bliver din mave, din mund og dine medspisere virkelig glade!

Chokoladebrownie med cappuccinocreme

(Antal kagestykker: 12)

Server eventuelt kagestykkerne i små muffinforme af papir, så er de nemmere at holde på med fingrene.

Brownie:

110 g smør

120 g mørk chokolade (jeg bruger Caraibe 66% fra Valrhona)

4 spsk. stærk friskbrygget kaffe

250 g rørsukker

3 æg

100 g hvedemel

50 g mælkechokolade (jeg bruger Jivara 40% fra Valrhona)

75 g pekannødder

en firkantet bageform (ca. 25 x 20 cm)

Cappuccinocreme:

100 g hvid chokolade (jeg bruger Ivoire 35% fra Valrhona)

50 g smør

4 spsk. stærk friskbrygget kaffe

200 g flormelis

Pynt:

12 pekannøddekerner

1. Tænd ovnen på 180 grader, og beklæd formen med bagepapir.

2. Brownie: Smelt smør, mørk chokolade og den færdigblandede kaffe i en gryde ved svag varme. Rør jævnligt, og tag gryden fra varmen, så snart chokolademassen er smeltet og glat.

3. Pisk rørsukker og æg hvidt og skummende i en skål med en elpisker. Tilsæt den let afkølede chokolademasse, og pisk videre. Vend hvedemel, hakket mælkechokolade og grofthakkede pekannødder i dejen med en ske.

4. Hæld dejen i formen, og bag den i ovnen i 35 minutter. Afkøl kagen i formen.

5. Cappuccinocreme: Kom hakket hvid chokolade, smør og færdigblandet kaffe i en lille, varmefast skål. Placer skålen over en gryde med kogende vand i bunden. Rør i massen, til den er smeltet. Tag skålen fra varmen, og sigt flormelis i. Rør, til cremen er jævn, og smør den ud over den afkølede kage.

6. Lad kagen med creme stå lidt og sætte sig, før du skærer den ud i pæne firkantede stykker. Pynt hvert stykke med en pekannød.

Tip: Pekannødderne kan selvfølgelig udskiftes med valnødder.

God bagelyst.