Vild med vafler

IMG_1980

Vidste du, at den 25. marts er officiel nordisk vaffeldag? Det er det, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, at der findes en dag, hvor man med fuldt overlæg kan og må spise vafler dagen lang. I love it!

Herhjemme er vafler altid et hit både hos mine børn og mig selv. Min søn på 1 år kender stadig kun til de naturligt søde bananvafler, som han guffer i sig med stor velbehag, mens min datter på 7 år har opdaget, at vafler kan sniges ind på bordet døgnet rundt. Vafler behøver nemlig ikke kun være de søde af slagsen, de kan sagtens være til den salte side og udgøre et lille måltid i sig selv til frokost, aftensmad eller sågar, når du får gæster til middag. For nylig skiftede jeg fx de klassiske blinis ud med små kartoffelvaffelhjerter, som jeg toppede med fuldfed cremefraiche, hakket rødløg og sæsonens dejligste stenbiderrogn. Uhm!

Mit vaffeljern fra Wilfa har plads til hele 2 vafler ad gangen, det kan man da kalde dobbelt vaffellykke! Jeg har eksperimenteret med forskellige opskrifter, og her får du en af mine salte vaffelfavoritter, som er perfekt til morgenmad, frokost eller på brunchbordet i weekenden. Den sprøde vaffel kombineret med den cremede hytteost, den bløde avocado samt den stærke chili, som river lidt i næsen, er en gudespise, som jeg håber, du bliver lige så vild med, som jeg er.

Rugvafler med avocado, hytteost og chili

(til 2 personer eller 1 meget sulten voksen)

Rugvafler:

75 g hvedemel

75 g rugmel

1 tsk. bagepulver

½ tsk. salt

¾ potte purløg

2 æg

1½ dl mælk

smør til stegning

Til servering:

1 avocado

2-3 spsk. hytteost

¼ potte purløg

¼ tsk. chiliflager

skal af ½ usprøjtet citron

2 tsk. olivenolie

  1. Rugvafler: Bland hvedemel, rugmel, bagepulver, salt og fintklippet purløg sammen i en skål. Pisk æg og mælk sammen, og rør de våde ingredienser sammen med de tørre ingredienser, til dejen er jævn og sammenhængende.
  2. Varm vaffeljernet op, og pensl med en smule smør. Bag vaflerne, til de er gyldne og gennembagte. Pensl vaffeljernet med smør mellem hver vaffel. Portionen giver 2-3 vafler.
  3. Halver avocadoen, fjern stenen, og skær kødet i skiver. Anret vaflerne på 2 tallerkener. Top dem med hytteost og avocadoskiver, og drys med klippet purløg, chiliflager og fintrevet citronskal. Dryp en smule god olie over hver anretning, og servér straks.