Et godt basislager

myslibarer

Når jeg har lidt tid til overs, forsøger jeg at få fyldt mit køkken op med forskellige hjemmelavede lækkerier, så vi altid har et rart basislager at tære på i dagligdagen. Boller og madbrød til fryseren. Små patentglas med pesto, nutella og lemoncurd. Lufttætte beholdere med udskårne grøntsager, så vi altid lige kan hapse en sprød bid i farten. Disse rustikke myslibarer laver jeg ofte en stor portion af. De er perfekte til den lille eftermiddagssult eller i min datters madpakke som en sød og kærlig hilsen fra mor. Opskriften er supernem, og du får den lige her.

Myslibarer:

(12-16 stk. afhængig af størrelsen)

250 g grovvalsede havregryn

1/4 tsk. salt

1/4 tsk. kanel

1/4 tsk. vaniljekorn

80 g grofthakkede nødder, mandler eller kerner

80 g grofthakket tørret frugt, fx abrikoser og tranebær

80 g grofthakket chokolade (mørk, mælk eller hvid)

1 dåse sødet kondenseret mælk (397 g)

  1. Bland havregryn, salt, kanel, vaniljekorn, nødder/mandler, tørret frugt samt chokolade sammen i en skål. Hæld 1 dåse sødet kondenseret mælk over, og rør hele herligheden sammen til en klistret masse.
  2. Fordel massen i en firkantet form med bagepapir, og glat overfladen med bagsiden af en ske. Bag i en 125° varm ovn i 50 minutter. Afkøl let, og skær ud i barer.
  3. Pak evt. et lille stykke papir omkring hver myslibar, så den er nem at spise af uden at få fedtede fingre. Opbevar myslibarerne i en lufttæt beholder på køl, eller læg dem i fryseren, og tag dem op efter behov.

Det smarte ved disse myslibarer er, at du kan bruge lige præcis det fyld, som du har til rådighed i dine køkkenskabe. Jeg bruger ofte en blanding af ristede hasselnødder og mandler, soltørrede økologiske abrikoser og tranebær samt god mørk chokolade med et kakaoindhold på min. 70 %.