Brændt peberfrugtsalat med mandler og brøndkarse

2016-03-10_1457625445

Nogle gange er brændt mad slet ikke så tosset. Hvem kan fx sige nej til en portion brændende kærlighed, en håndfuld brændte mandler eller en citrontærte med brændt marengs? Jeg kan ikke i hvert fald.

Denne her labre salat har jeg lavet flere gange, og den kan serveres til det meste, men hører efter min mening mest hjemme på et tapasbord sammen med lækkert brød, gode oste, krydrede pølser, knasende sprøde nødder og diverse syltesager. Salaten er baseret på brændte røde peberfrugter, som ikke smager det mindste brændte. Tværtimod. Efter en tur i en brandvarm ovn bliver skindet på peberfrugterne sort og nærmest branket, men inde under skindet gemmer der sig det sødeste og mest saftige peberfrugtkød, som er svær at modstå.

Lav gerne salaten nogle timer før, du vil servere den – det er nemt og praktisk og gør noget virkelig godt for smagen.

Brændt peberfrugtsalat med mandler og brøndkarse

Tid: 30 minutter. Ovntid: 25-30 minutter. Antal personer: 4 (som tilbehør)

4 røde peberfrugter

1 spsk. olivenolie

1 tsk. citronsaft

salt og friskkværnet peber

50 g smuttede mandler

1 håndfuld friske krydderurter, fx brøndkarse

  1. Tænd ovnen på 230°. Skyl peberfrugterne, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen i 25-30 minutter, til skindet på peberfrugterne er sort og brændt. Vend dem et par gange undervejs.
  2. Tag peberfrugterne ud af ovnen, læg dem i en skål, og dæk skålen med husholdningsfilm. Lad peberfrugterne køle af i skålen i ca. 20 minutter.
  3. Pil skindet af peberfrugterne, og kassér kernerne. Skær peberfrugtkødet i strimler, og anret dem i et serveringsfad. Dryp olie og citronsaft over, og krydr med salt og peber. Fordel mandlerne over peberfrugterne, og drys med krydderurter – her har jeg brugt brøndkarse, men hakket bredbladet persille, koriander eller basilikum kan også bruges.

Tip: Skal salaten være ekstra lækker, kan du smuldre 50 g feta over inden servering.