Marcipankysset rabarbertærte

rabarber_1

Jeg elsker denne her tid på året, hvor rabarbersæsonen er i fuld gang. Jeg lader dem spille en afgørende rolle i kager og tærter, så ofte jeg kan, og hamstrer altid rigeligt, så der også er til fryseren. De syrlige røde slanke stængler smager nemlig uendeligt godt som modspil til alt, hvad der er sødt.

Tidligere i dag serverede jeg denne dejlige tærte for en sød veninde, som kom på visit til kaffe og kage. Tærten sammensatte jeg ud fra to af mine gode basisopskrifter på henholdsvis mørdej og marcipanmasse, og herefter toppede jeg den med rabarber, mandelsplitter og lidt perlesukker. Det er enkelt og klassisk, men smager drøngodt!

Brug gerne vinrabarber, som har en flot rød farve hele vejen igennem stænglen. Jo rødere rabarberstængler, du bruger, jo smukkere bliver tærten.

Rabarbertærte med marcipan, vanilje og mandler

(8 personer)

Mørdej:

100 g blødt smør

60 g flormelis

½ vaniljestang

1/4 tsk. salt

1 æg

25 g mandelmel

175 g hvedemel

Marcipanmasse:

125 g blødt smør

125 g sukker

125 g marcipan

½ vaniljestang

2 æg

Fyld:

300 g rabarber

25 g mandelsplitter

1 spsk. perlesukker

Til servering:

cremefraiche 18 %

  1. Mørdej: Rør det bløde smør sammen med flormelis, vaniljekorn og salt. Tilsæt ægget, og rør det godt sammen. Tilsæt mandelmel og hvedemel, og saml dejen til den er lige akkurat sammenhængende uden at ælte for meget. Pak dejen i husholdningsfilm, og læg den på køl i 30 minutter.
  2. Rul mørdejen ud, og beklæd en smurt tærteform med løs bund (Ø 20 cm.) med dejen. Trim kanterne for overskydende dej. Sæt tærtebunden i fryseren i 1 time.
  3. Marcipanmasse: Pisk ingredienserne til marcipanmassen sammen i en skål med en elpisker.
  4. Tænd ovnen på 190°. Smør marcipanmassen ud i bunden af den frosne tærte. Skyl og rens rabarberne, og skær dem i små stykker. Fordel dem oven på marcipanmassen, og drys med mandelsplitter og perlesukker.
  5. Bag tærten i ovnen i 35 minutter, til fyldet føles fast. Afkøl tærten på en rist, og servér den med cremefraiche til.

Tip: Hvis du ikke har rabarber i haven eller i fryseren, kan de i denne tærte erstattes af en tilsvarende mængde hindbær, som smager mindst lige så godt.

rabarber_2

Har du lyst til endnu flere lækkerier med rabarber? Så klik over på www.spisbedre.dk, hvor du finder masser af smagslækre opskrifter med rabarber. Skriv “rabarber” i søgefeltet.

  • Julie

    Wauw – det ser helt vildt lækkert ud!