Scones med citron og blåbær

trin 3

Vil du forkæle familien lidt ekstra i weekenden, men har du ikke særlig meget tid, er hjemmebagte scones det helt rigtige valg.

Scones er en klassiker på det engelske tebord og seriøst verdens nemmeste bagværk. Det tager ganske få minutter at røre ingredienserne sammen, og da dejen ikke skal hæve, kan de sendes direkte ind i den varme ovn med det samme.

I stedet for at stikke dejen ud til runde scones, har jeg formet dejen til én stor rund disk og efterfølgende skåret den ud i lagkagesnitter. Det er faktisk bare nemmere, og jeg er ret vild med det rustikke udseende.

Jeg valgte at servere mine scones helt enkelt uden tilbehør, da jeg synes kombinationen af blåbær og citron er eminent i sig selv. Jeg har dog dryppet en lille smule tyndtflydende glasur på for at få et lidt glaseret look, men det er helt valgfrit. Servér dem som weekendmorgenmad eller til eftermiddagsteen.

Scones med citron og blåbær

(Antal: 8 stk.)

  • 350 g hvedemel
  • 4 spsk. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • 1/4 tsk. salt
  • fintrevet skal af 1 usprøjtet citron
  • 75 g koldt smør
  • 1 æg
  • 2 dl kærnemælk + ekstra til pensling
  • 125 g blåbær
  • 1 tsk. rørsukker til drys
Til servering:
  • evt. lidt glasur rørt af ca. 50 g flormelis, 2 spsk. piskefløde og lidt vand
  • evt. lemoncurd og clotted cream
  1. Tænd ovnen på 205º, og beklæd en bageplade med bagepapir.
  2. Bland hvedemel, flormelis, vaniljesukker, bagepulver, natron, salt og fintrevet citronskal sammen i en skål. Skær smørret i små tern, og smuldr det med fingrene i melblandingen.
  3. Lav en fordybning i midten af melblandingen, og rør hurtigt æg, kærnemælk og blåbær i med en gaffel – her er det vigtigt ikke at røre for meget i dejen. Den skal blot lige akkurat være samlet, og det gør ikke noget, hvis der stadig er små smørklumper i dejen.
  4. Vend dejen ud på et meldrysset bord, og saml den let med hænderne. Læg den over på bagepladen, og form dejen til en 2 cm høj rund disk med en diameter på ca. Ø20 cm. Snit dejen i 8 lagkagestykker uden at skære helt igennem.
  5. Pensl dejen med kærnemælk, og drys med 1 tsk. sukker. Bag i ovnen i 20 minutter, til overfladen er sprød og let gylden. Lad sconesene køle af i 5 minutter på en rist, og dryp med lidt tyndtflydende glasur.
  6. Anret den store scones på et bræt eller fad, og bræk selv rustikke lagkagestykker af den ved bordet. Servér den lun og helt friskbagt med en kande te og evt. lidt lemoncurd og clotted cream.

Tip: Husk ikke at ælte dejen for meget, det er vigtigt kun lige at samle dejen let med hænderne, ellers bliver de færdige scones tørre og kedelige. Servér dem altid lune og nybagte. De holder sig nemlig kun friske og lækre et par timer efter de er bagt.

trin 1

trin 2

trin 4