Chokoladetærte med solbærpocherede pærer

pærechoko

Jeg kan næsten ikke finde på noget mere hyggeligt end at bage. Jeg elsker, når mit hjem dufter af hjemmebag, og jeg elsker at spise det. Heldigt for mig er det også en stor del af mit daglige arbejde at teste og udvikle opskrifter, så jeg bruger mange timer i mit køkken hver uge.

Denne chokoladetærte med solbærpocherede pærer er vidunderlig lækker og smagsintens og er oplagt at bage nu, hvor efterårets saftige pærer er i overflod. Min chef (chefredaktør Iben Rouw) var svært begejstret, da hun og mine øvrige søde kollegaer fik lov at agere prøvekaniner, og hun udnævnte den ret hurtigt til hendes nye yndlingskage! Så kan man da ikke blive andet end en smule stolt.

Opskriften udviklede jeg oprindeligt til en sag om efterårskager med frugt til magasinet SPIS BEDRE, men den nåede aldrig at få plads i sagen, da den blev overhalet inden om af en anden dejlig chokoladekage med hele indbagte pærer. Opskriften lever dog stadig, og den skal du selvfølgelig ikke snydes for.

Chokoladetærte med solbærpocherede pærer

(8 personer)

Solbærpocherede pærer:

3 pærer

8 dl solbærsaft, fx Ribena

2 spsk. friskpresset citronsaft

Chokolademørdej:

100 g blødt smør

60 g flormelis

½ vaniljestang

15 g kakao

¼ tsk. salt

1 æg

25 g mandelmel

175 g hvedemel

1 rund tærteform med løs bund, 22-24 cm. i diameter

Chokoladefyld:

75 g mørk chokolade

130 g marcipan

130 g blødt smør

130 g sukker

2 æg (str. S)

2 spsk. kakao

1 knivspids salt

Til servering:

vaniljeis, flødeskum eller cremefraiche

  1. Solbærpocherede pærer: Skræl pærerne, skær dem i halve, og skær kernehuset ud med en lille kniv. Hæld solbærsaft og citronsaft i en gryde, og bring det i kog. Skru ned for varmen, og læg pærerne ned i lagen. Læg låg på, og lad pærerne småkoge i 25 minutter, til de er møre. Tag gryden af varmen, og lad pærerne køle helt af i lagen til næste dag, så de trækker rigtig meget farve og smag.
  2. Chokolademørdej: Rør det bløde smør sammen med flormelis, vaniljekorn, kakao og salt. Tilsæt ægget, og rør det godt sammen. Tilsæt mandelmel og hvedemel, og saml dejen til den er lige akkurat sammenhængende uden at ælte for meget. Pak dejen i husholdningsfilm, og læg den på køl i 30 minutter.
  3. Rul mørdejen ud, og beklæd den smurte tærteform med dejen. Trim kanterne for overskydende dej. Sæt tærtebunden i fryseren i 1 time.
  4. Chokoladefyld: Hak chokoladen, og smelt den i en skål over vandbad eller i mikrobølgeovnen. Riv marcipanen, og pisk den sammen med smør og sukker. Tilsæt 1 æg ad gangen, og pisk det luftigt. Pisk den smeltede chokolade og kakaopulveret i til sidst.
  5. Tænd ovnen på 190°. Fordel chokoladefyldet i bunden af den kolde tærte, og læg de pocherede pærer oven på fyldet i et pænt mønster. Bag tærten i ovnen i 30-35 minutter, til den er gennembagt, og fyldet er fast. Afkøl tærten på en rist, og servér den lun eller kold med vaniljeis, flødeskum eller cremefraiche.

Tip: Pærerne skal helst trække i lagen natten over for at få så meget smag og farve som muligt fra solbærsaften. Lav derfor gerne de solbærpocherede pærer 1-2 dage før, du vil servere tærten, og opbevar dem på køl i lagen. Selve tærten kan du lave færdig samme dag eller aftenen før.