Julekrydret ølkage

oelkage

Midt i før-juletravlheden og bunkerne af hyggelige arrangementer kiggede jeg forleden mine opskrifter igennem for at finde inspiration til årets julebagning. Blandt de mange fristende lækkerier faldt jeg over denne nemme ølkage, som jo faktisk slet ikke er en julekage, men derimod et lækkert brød med varme krydderier, som kan bages hele året rundt. Jeg har bagt den mange gange før, men havde helt glemt, hvor godt den egentlig smager med iskoldt smør og en kop varm te eller gløgg til. Og børnene kan sagtens være med – både til at røre dejen sammen og til at nyde den færdige kage. Den er lavet med nisseøl og er virkelig nem at gå til.

Julekrydret ølkage

  • 450 g hvedemel
  • 50 g ølandshvedemel eller sigtet speltmel
  • 400 g brun farin
  • 2 tsk. natron
  • 2 tsk. kanel
  • 1 tsk. stødte nelliker
  • ½ tsk. stødt ingefær
  • ½ tsk. salt
  • fintrevet skal af 1 usprøjtet appelsin
  • 1 hvidtøl
  • en aflang brødform + bagepapir til formen
  • koldt smør til servering
  1. Tænd ovnen på 180º. Læg bagepapir i formen.
  2. Rør alle de tørre ingredienser sammen i en skål, og tilsæt fintrevet appelsinskal og hvidtøl. Rør dejen grundigt sammen, og sørg for, at den brune farin er rørt godt ud i dejen uden små klumper.
  3. Hæld dejen i den klargjorte form, og bag kagen i ovnen i 50-55 minutter, til den er gennembagt. Afkøl på en rist, og servér den i tykke skiver smurt med et gavmildt lag koldt smør.