Sprød kålsalat med krydrede kikærter

kaalsalat

Selvom det er vinter og koldt, sørger jeg for at få noget grønt og nærende på menuen hver dag. Faktisk bugner supermarkederne af lækre vintergrøntsager, så det er slet ikke så svært endda.

Jeg elsker alle former for rodfrugter og kål (ja, også rosenkål!) og forsøger at snige dem ind i mange af vores daglige retter herhjemme. Både kødsaucen og frikadellefarsen får gerne en grov opgradering med henholdsvis blomkål og persillerødder, og forleden satte jeg denne sprøde kålsalat med krydrede kikærter på bordet, som er genial til vinterens mere tunge retter.

Variér gerne salaten med andre kåltyper, og tilsæt evt. også en håndfuld granatæblekerner før servering.

Sprød kålsalat med krydrede kikærter

Tid: 20 minutter. Antal personer: 4 (som tilbehør)

  • 100 g frisk grønkål
  • 100 g rød spidskål
  • ½ rødløg
  • 1 bundt persille
  • 1 pære
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. grov sennep
  • saft af ½ citron
  • 1 tsk. flydende honning
  • salt og friskkværnet peber

Krydrede kikærter:

  • 1 dåse kikærter
  • 3 spsk. olie til stegning
  • 1 tsk. knust spidskommen
  • ½ tsk. paprika
  • ½ tsk. røget paprika
  • salt
  1. Krydrede kikærter: Afdryp kikærterne i en sigte, og tør dem med køkkenrulle. Opvarm en pande med olie, og tilsæt spidskommen, paprika og røget paprika. Steg krydderierne i ½ minut, og tilsæt så kikærterne. Steg i 8-10 minutter ved jævn varme, til kikærterne er sprøde og gyldne. Smag til med salt. Hæld kikærterne ud på et stykke bagepapir, og lad dem køle af.
  2. Skyl og snit de to slags kål fint. Pil rødløget, og skær det i tynde skiver. Hak persillen fint. Skær pæren i små tern.
  3. Vend grønkål, rød spidskål, rødløg, persille og pæretern sammen i en skål.  Rør olie, sennep, citronsaft og honning sammen, og krydr med salt og peber. Vend dressingen sammen med salaten, og top med de krydrede kikærter.