Hjemmelavet ymerdrys

ymerdrys

Da jeg var barn, var ymerdrys en fast ingrediens på morgenbordet. Det bestod som regel af tørre rugbrødsrester, som man selv smuldrede ud over en portion tykmælk, og hvis man var heldig, fik man også lov til at drysse en lille skefuld “puddersukker” (aka brun farin) oven på. Idag laver jeg selv mit eget ymerdrys, men på en lidt anden måde. Jeg rister nemlig mine rugbrødsrester i ovnen sammen med lakridspulver og brun farin, og selvom lakridssen er et nyt element, smager hver mundfuld for mig stadig lidt af barndom og gode minder.

Ligesom øllebrød er ymerdrys en god måde at få brugt de sidste tørre rugbrødsrester på. Jeg laver gerne en halvstor portion og opbevarer ymerdrysset i et patentglas med låg, hvor det kan holde sig i ca. 1 uge.

Ymerdrys med lakrids

250 g tørt rugbrød

4 spsk. solsikkekerner

3 spsk. brun farin

1½ tsk. groft lakridspulver, fx fra Johan Bülow

  1. Tænd ovnen på 180 grader. Smuldr rugbrødet, og vend det sammen med solsikkekerner, brun farin og lakridspulver i en skål. Fordel rugbrødsblandingen på en bageplade med bagepapir, og rist det i ovnen i 10-15 minutter, til det er let sprødt. Afkøl rugbrødet – det bliver mere sprødt, når det er kølet af.
  2. Opbevar ymerdrysset i en beholder med låg. Servér det fx som her oven på skyr sammen med granatæblekerner og et lille drys frysetørrede hindbær.