Ribskager med hvid chokolade

Jordbær og røde ribs er for mig indbegrebet af dansk sommer. Selvom vejret ikke altid følger med, så er disse to virkelig sande sommerbebudere i mine øjne.

Jeg har et lille jordbærbed i min have, som vi i år nyder godt af. Her er det min søn, som stolt viser årets første høst frem (-:

Desværre er jeg ikke så heldig at have haven fuld af ribsbuske, så dem køber jeg mig til, lige så snart de dukker op hos grønthandleren, i supermarkedet eller i Torvehallerne. Både de røde og de hvide ribs, for de findes nemlig også, hvis man er heldig.

Her har jeg blandet funklende røde ribs i små saftige kager sammen med store stykker hvid chokolade. Et virkelig fint sommer-makkerpar, hvis du spørger mig.

Jeg har her brugt små kugelhopf-forme af silikone til kagerne, men du kan sagtens bruge almindelige muffinforme.

Bag dem, og nyd dem sammen med dine særlige sødhedsmennesker. Det kræver blot en enkelt bid at få solen til at skinne!

Små ribskager med hvid chokolade

(12 stk.)

250 g hvedemel

250 g rørsukker

1 vaniljestang

1 tsk. bagepulver

¼ tsk. salt

1 dl mælk

2 æg

120 g smør

200 g ribs

150 g hvid chokolade

12 små kugelhopf-forme, 6-7 cm. i diameter (eller en muffinform med 12 huller)

smør eller olie til formene

  1. Tænd ovnen på 180°, og smør formene grundigt med smør eller olie.
  2. Bland hvedemel, sukker, vaniljekorn, bagepulver og salt sammen i en skål. Lav en lille fordybning i midten af melblandingen, og tilsæt mælk, æg og smeltet smør. Rør dejen sammen.
  3. Pluk ribsene af stilkene, og skyl dem forsigtigt. Hak 100 g af den hvide chokolade groft. Smelt de sidste 50 g chokolade i en skål over vandbad eller i mikrobølgeovnen. Vend ribs, hakket chokolade og smeltet chokolade i dejen.
  4. Fordel dejen i formene, og bag kagerne i ovnen i 20-25 minutter. Afkøl på en rist, og vend kagerne ud af formene. Pynt med flere ribs, og servér evt. med letpisket flødeskum. Uhm, det er godt!