Haven musikfestival – og et overdådigt madprogram (gæsteindlæg)

I denne uge overlader jeg ordet til min søde kollega, Signe, som glæder sig gevaldigt til august, hvor både ørerne og ganen skal forkæles.

Af gæsteblogger Signe Marie Højlund, redaktionssekretær på SPIS BEDRE, spisbedre.dk:

Selvom jeg venter mit første barn, har jeg alligevel været modig nok til at købe billetter til en helt ny musikfestival, som bliver holdt på Refshaleøen i København. Haven, hedder den. Jeg kommer til at være midt i sjette måned, når jeg skal af sted – det går vel, gør det ikk’?

Musikken på festivalen trak – der er flere af mine helt store helte på plakaten – men det, der for alvor fik mig til at lukke helt ned for al fornuft og klikke på ’køb billetter’-knappen som en hypnotiseret, var madprogrammet. Hør bare her:

”Vi flyver internationale slagtere ind fra bl.a. USA og Tyskland. De vil bruge ældgamle tilberedningsmetoder og grille gede- og lammekød over bål på pladsen (se billede øverst). Kødet og særligt tilbehør fyldes i de ølandsklappere, som bagerne lige ved siden af netop har taget ud af stenovnen.”

Allerede her er en gravid og sulten kvinde jo overbevist, men det fortsætter:

”Kokkene fra Løgismose laver sandwich af dobbeltrøget pastrami, som først er koldrøget hos Nordhavn Charcuteri, og som derefter varmryges live på festivalpladsen. Pastramien får selskab i det friskbagte brød af kimchi, sommerkål, ost, fermenterede radiser, majroer, milde løg og chili.”

Så er frokosten i hvert fald på plads.

(Foto: Tina Brok Hansen)

Noget af det bedste, jeg ved, er duftende danske æbler, både som most, i kager eller bare helt friske fra træet, og her kan Haven også være med:

”Prøv bl.a. friskpresset æblemost, æbleskum, slush-shots af æblebrændevin, æblecider eller æble-pære-øl fra Mikkeller. Det vil naturligvis også være muligt at smage på årets første æblehøst, når Apple Flower kører et lad med friskplukkede æbler fra Lilleø til Refshaleøen.”

Ja okay, shots af æblebrændevin springer jeg over, men resten er søde toner i en æbleelskers ører.

Hvis man trænger til dessert (og det gør man!), kigger Meyers bagere forbi Refshaleøen og byder på crumble med hasselnødder og blommer eller brødbudding med solbær, dobbeltfløde rørt med vanilje og hybensukker samt favoritter som romkugler og kanelsnegle.

I den mere spektakulære ende af madprogrammet annoncerer Haven, at de har en fridykker til regelmæssigt at svømme til havets bund efter friske østers, som derefter bliver tilberedt og serveret på stedet. Østers direkte fra Københavns havn – jeg ved ikke, om det er noget, Sundhedsstyrelsen anbefaler til gravide kvinder, men jeg kan jo bare prøve en enkelt.

(Foto: Hans Rooth)

Hvis det ikke er nok skaldyr, kommer den catalanske kok Sergi De Meia og besøger festivalen fra sin restaurant i Barcelona. Sergi De Meia skal tilberede samfaina, der er en spansk grøntsagsret, som han serverer med jomfruhummer på ægte catalansk manér.

Med andre ord er det ikke sikkert, jeg når at høre Iggy Pop, for måske står jeg og forelsker mig i en gourmet-hotdog fra Nordhavn Pølser, tester en ’funnel cake’ fra Canada eller slubrer friske østers i mig. Bare ærgerligt, Iggy.

Bliver du også fristet? Se mere på havenkbh.dk – så ses vi nok på Refshaleøen!

Kh. Signe