Ned på hug og så ud og plukke jordbær (gæsteindlæg)

Af Iben Rouw, chefredaktør på SPIS BEDRE.

Placér mig midt i et bed med alenlange rækker af grønne jordbærplanter, som tynges mod jorden af saftige, solmodne bær – og jeg er lykkelig. Altså sådan rigtigt grundlykkelig. Det må være en form for urinstinkt, som aktiveres i mig, når jeg rækker hånden frem, løfter et blad, nipper det røde jordbær af og forsigtigt lader det dumpe ned i bakken. Eller samlerinstinkt, hedder det måske. Følelsen af at være tæt på naturen og frit kunne forsyne sig med dens livgivende lækkerbiskner.

Det er søndag, og jeg er inviteret på oplevelsestur af Den Gamle Fabrik på Gartneri Toftegaard i Køge. Udstyret med bakker og trækasser blev vi først sendt ud i pluk selv-marken og fik lov at plukke så mange bær, som vi selv kunne bære med tilbage.

Først stod solen højt på himlen, men da vi gik gennem kornmarken for at komme frem til plukkestedet, blæste det pludselig op, og en let byge skyllede ned over os – som en slags levende påmindelse om, at danske jordbær er så fantastiske netop på grund af det ekstremt omskiftelige sommervejr, vi har her til lands.

Tilbage på gartneriet gik vi i gang med at nippe og skylle jordbærrene, hvorefter de blev kogt til syltetøj. Jeg koger gerne syltetøj sådan lidt på Gefühl, men hvis man har det bedre med at bruge en opskrift, går man aldrig galt i byen med denne:

Rens 1 kg friske jordbær, og bland dem med 500 g syltesukker og saft af ½ citron i en gryde. Varm forsigtigt bærrene op, og lad dem simre svagt ved ca. 85 grader i 10 minutter. Hæld det varme syltetøj på rengjorte, skoldede glas, skru låget på, og sæt på køl.

Uden at bruge Atamon eller andre typer konserveringsmidler kan syltetøjet nu holde sig i et par uger i køleskabet.