Verdens bedste hvide chokoladekage

En kage, som bare altid duer, er denne hvide chokoladekage med blåbær. Den er super nem at bage, og den er praktisk at tage med til kollegaerne, klassen eller aftenskoleholdet, når det er din tur til at have kage med.

Den ser ikke ud af meget, men den smager som en drøm! Hvis man vel at mærke er til en saftig kage med en konfektagtig konsistens, søde blåbær, knasende hasselnødder og et diskret strejf af lakrids.

Lakridssen kan sagtens undlades. Og hasselnødderne bytter jeg gerne ud med smuttede mandler, hvis det er dem, jeg lige har ved hånden. De søde blåbær er næsten et must, men vil du hellere bruge hindbær eller brombær går det helt sikkert også an.

Som du kan se, kan kagen faktisk bruges som en god basiskage, som du blot tilsætter dit eget præg med bær, nødder og evt. ekstra krydring. Det er smart. Måske skal du bage den allerede i dag? Så vil jeg blot ønske dig en god stund i køkkenet og minde dig om, at kagen har bedst af at blive bagt dagen før, du vil servere den. En nat på køl gør nemlig underværker!

Jeg håber, at du vil nyde hver en mundfuld.

Kagekærlige hilsner,

Camilla

Hvid chokoladekage med blåbær og lakrids

Tid: 20 minutter. Bagetid: 40 minutter. Antal: 20 kagestykker

  • 200 g hvid chokolade
  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 1½ tsk. groft lakridspulver (fx Raw Liquorice Powder fra Johan Bülow)
  • 4 æg
  • 200 g hvedemel
  • 100 g ristede og afskallede hasselnødder
  • 150 g blåbær
  • en firkantet bageform, 20 x 30 cm.

Tænd ovnen på 175°. Læg bagepapir i formen.

Hak chokoladen, og hæld den i en skål. Smelt smørret, og hæld det over chokoladen. Lad det stå et øjeblik, og rør så rundt i massen, til chokoladen er helt smeltet sammen med smørret. Stil chokoladesmørret til side.

Pisk sukker, vaniljekorn, lakridspulver og æg lyst og luftigt med en elpisker. Rør det smeltede chokoladesmør i . Sigt hvedemelet, og rør det i dejen. Hak hasselnødderne groft, og vend halvdelen i dejen.

Fordel dejen i formen, og drys blåbær og resten af hasselnødderne ud over dejen. Bag kagen i ovnen i ca. 40 minutter, til den er gylden på toppen, fast i kanterne og en smule blød i midten. Afkøl kagen på en rist, og sæt den herefter på køl, til den er helt kold – gerne natten over.

Skær kagen i 20 firkantede stykker, og servér dem til eftermiddagskaffen eller som en fin dessert med letpisket flødeskum og friske bær til.