Julen varer længe

Jeg glæder mig i denne tid … og det har jeg faktisk gjort lige siden i sommer, hvor jeg gik i gang med at udvikle de første opskrifter til det nummer af SPIS BEDRE, som er på gaden nu. Det føles lidt skørt at sidde i solskin og sandaler og tænke på julemad, men jeg er heldigvis både stor fan af julen og af mit arbejde, så det er kun dejligt. Nogle gange kommer jeg dog til at tale lidt for meget om mad og mit arbejde derhjemme, og det kommer der indimellem nogle ret sjove oplevelser ud af.

Til den storslåede slikkage på forsiden af dette blad skulle jeg bruge de klassiske rød-hvide pebermyntestokke, og de viste sig at være meget vanskelige at fremskaffe uden for sæsonen. Jeg gennemsøgte alverdens webshops, gik på jagt i slikbutikker og ringede endda til flere slikproducenter, men alt sammen uden gevinst. Min 8-årige datter havde hørt mig tale ret meget om mine julestokfrustrationer derhjemme, og pludselig en dag ringede hun til mig, mens jeg var på arbejde, og fortalte, at en af hendes klassekammerater havde pebermyntestokke med i skoletasken! Hun havde straks spurgt hende, hvor hun havde fået dem fra, og svaret var, at de var købt i vores lokale kiosk. Så snart jeg fik fri, styrtede jeg derfor ned i selvsamme kiosk og tømte hele lageret. Min datter fik selvfølgelig en stok som tak for hjælpen!

En anden episode udspillede sig for nylig omkring middagsbordet, der denne aften bød på risengrød, som vi med stort velbehag spiser hele året rundt. Da min 2-årige søn er næsten færdig med sin risengrød, som er smurt godt op ad kanterne på hans børneplastikskål, siger han pludselig: ”Stop mor, mig skal tage et billede af min mad!”. Jeg var flad af grin og også lidt pinligt berørt over, at jeg vist nogle gange lader min madglæde fylde lidt for meget derhjemme.

(Min søn spiser selvfølgelig smørklatten som det første! 🙂