En ægte mormor-jul

Idag giver jeg ordet til vores praktikant, Signe, som har interviewet sin søde mormor om, hvordan det var at holde jul på landet, da hun var ung.

Jeg synes selv, det er verdens hyggeligste artikel, og hvis ikke du allerede er kommet i den rette julestemning, er jeg sikker på, at Signes mormors jul hjælper dig godt på vej!

***

Af gæsteblogger Signe Kronholm, praktikant på SPIS BEDRE

Min mormors jul

Da min mormor var barn, var sulekar og henkogningsglas essentielt, og strikkepinde et nyttigt køkkenredskab. Særligt i månederne op mod jul blev der gjort mange forberedelser, så julen kunne bydes ordentligt velkommen.

I landsbyen Aversi mellem Ringsted og Næstved voksede min mormor, Gurli, op. Hun boede på en lille gård, Aversi Skolelod, sammen med sine forældre og to søstre. Gården var gået i arv fra min mormors farfar, som siges at havde købt gården for 500 kr. engang.

På gården havde de grise, køer, høns, ænder og gæs, og selvfølgelig en urtehave, som gjorde dem tæt på selvforsynende. Op til jul blev grisene fedet op, og én blev taget fra til dem selv. Alle dele på grisen blev brugt.

”Vi lavede medister. Først rensede man tarmene fra grisen mellem to strikkepinde. Herefter lagde man medisteren i henkogningsglas og hældte en suppe over, som var kogt på grisens knogler,” fortæller min mormor og fortsætter: ”Bagefter satte man glassene ned i en henkogningskedel. Den blev sat over med vand i, så de kogte og dannede vakuum.” Også frikadeller og rødkål blev henkogt i kedlen.

Foto: Henrik Freek / SPIS BEDRE

På gården lavede de blodpølse, og én vinter husker min mormor ekstra tydeligt: ”Jeg var kørt galt på cyklen og havde smadret mit knæ. Da jeg lå inde i sengen, kom mor med en spand med blod, som jeg skulle røre i, for blodet måtte jo ikke stivne.” Blodpølse har aldrig været en favorit hos min mormor Gurli, men i hendes barndom spiste man, hvad der kom på bordet: ”Man fik blodpølse med sirup og farin. Enten lige når den var lavet og stadig varm. Ellers nogle dage efter ristet på panden.”

Af grisens hoved blev der kogt sylte, og lungerne blev brugt til finker. Finkerne spiste man varme på et stykke rugbrød med syltede rødbeder. Flæsket kom i sulekar i kælderen, og skinke og spegepølse blev røget og hængt op i skorstenen på loftet.

Da det endelig blev juleaften, fik alle pigerne lavet krøller med et metalkrøllejern, som blev varmet op i kakkelovnen: ”Mor tog det ud af kakkelovnen og lagde det i en avis for at se, om det var for varmt. Blev avisen brun, skulle krøllejernet køle lidt af, inden det nærmede sig håret,” fortæller min mormor grinende.

Juleaften fik den lille familie andesteg og flæskesteg. Et år var der kommet en ekstra steg på bordet, men det var ikke en glædelig nyhed for alle. Det var nemlig pigernes kælegås Jokum, der var landet på bordet. Jokum var en selskabelig gås. Den bankede på køkkenvinduet, når pigerne skrællede kartofler. De åbnede og kastede lidt godter ud på gårdspladsen til den. ”Når vi legede på gårdspladsen, ville Jokum også være med. Så løb den efter os og nev os i haserne,” fortæller min mormor.

Når julen var slut, fik juletræet lov til at blive i stuen helt til Helligtrekonger, hvor familien igen dansede om træet. Så sang de ”Vær velkommen, Herrens år” og fejrede det nye år.

På collagen kan du se min mormor på tre forskellige tidspunkter i sit liv. På bænken sidder hun med sin lillesøster Hanna og deres mor og far. I midten har hun min mor på armen, og yderst til højre har jeg foreviget en smilende mormor i Palmehuset i Botanisk Have.