Brownietærte med saltet karamel- og nøddetopping

Lige før jul modtog jeg en kasse med knasende lækre produkter fra Kims. Kassen indeholdt en skøn blanding af chips, nødder og chokolade og udfordringen lød på at bage en lækker kage med én eller flere af de tilsendte produkter.

Mit valg faldt på Kims nøddemix mælkechokolade med 33 % kakao samt en pose Kims nøddemix med blandede saltede og ristede nødder som ingredienser til min kage.

Resultatet blev denne intense og smagslækre konfekttærte, som består af en smørbagt mørdej, en bagt browniedej samt lækker karamel og saltede nødder på toppen.

Jeg skød genvej med karamellen og købte en lækker færdiglavet saltet karamel, men du kan sagtens lave den selv eller bruge færdigkøbt dulce de leche. Du bestemmer.

Kagen skal serveres i små stykker og rækker derfor langt. Ihvertfald til 10 personer. En gavmild skefuld vaniljeis ville forøvrigt slet ikke være en dårlig ide som ledsager til tærten.

Min opskrift får du lige her. Selv tak!

Bagt brownietærte med saltet karamel- og nøddetopping

Tid: 40 minutter. Hviletid, mørdej: 2 timer. Bagetid: 25 minutter. Afkøling: Mindst 3 timer. Antal personer: 10

Mørdej:

75 g blødt smør

50 g flormelis

¼ tsk. vaniljepulver

1 knivspids salt

½ æg

25 g mandelmel

125 g hvedemel

en tærteform med løs bund, 24 cm. i diameter

Browniefyld:

150 g Kims nøddemix mælkechokolade med 33 % kakao

50 g mørk chokolade

75 g smør

2 æg

3 æggeblommer

50 g sukker

3 spsk. kakao

Saltet karamel- og nøddetopping:

230 g dulce de leche eller saltet karamel (hjemmelavet eller færdigkøbt)

1 pose Kims nøddemix (130 g)

Til servering:

25 g høvlet mørk chokolade og lidt spiseligt bladguld

  1. Mørdej: Rør blødt smør, flormelis, vaniljepulver og salt sammen i en skål. Rør ægget i. Tilsæt mandel- og hvedemel, og rør forsigtigt dejen sammen uden at ælte for meget. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 time.
  2. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord, og beklæd tærteformen med dejen. Stil tærtebunden i fryseren i 1 time.
  3. Chokoladefyld: Tænd ovnen på 190°. Hak de to slags chokolade groft. Smelt chokolade og smør sammen i en gryde ved lav varme. Tag gryden af varmen, og lad chokoladeblandingen køle af i 5 minutter.
  4. Pisk æg, æggeblommer og sukker lyst og luftigt i en skål med en elpisker. Vend den smeltede chokoladeblanding og kakao i. Hæld chokoladefyldet i den kolde tærtebund, og bag tærten i ovnen i 25 minutter. Afkøl tærten på en rist. Sæt den herefter på køl i mindst 3 timer.
  5. Servering: Fordel den saltede karamel oven på den afkølede tærte, og drys Kims ristet og saltet nøddemix på toppen. Pynt med høvlet mørk chokolade og spiseligt bladguld.

INDLÆGGET ER SPONSORERET.