Pistaciesnitter med hvid chokolade (og en lille kagebuffet)

Idag har min kære datter fødselsdag (hurra!), men allerede i påskeferien fejrede vi hende lidt på forskud med flag, gaver, ekstra mange kram og lækker kage.

Jeg elsker at bage og forkæle andre med kage, og derfor var det oplagt at invitere vores gæster på en lille, men overdådig, kagebuffet i dagens anledning.

Kagebordet bestod af lutter rare sager: Hjemmelavede træstammer, nøddekage med stikkelsbær og karamelliseret hvid chokolade, mousselagkage med rabarber og mælkechokolade, marcipantærter med hindbærmoussebomber, pistaciesnitter, mini citrontærter med brændt marengs, kaffekage med kaffeglasur og valnødder samt Oreos med vaniljesmørcreme.

Det blev til 8 forskellige, smagslækre kager, og selvom alle spiste godt til OG alle også fik kage med hjem, så var der stadig rester til dagene efter. Men det var der sjovt nok ingen klager over fra resten af familien (-:

Én af favoritterne på kagebordet var disse lysegrønne pistaciesnitter med citron og hvid chokolade.

De smørbagte og saftige snitter er toppet med et fint lag hvid chokolade, som er smagt til med citron. Et smagshit for både store og små! Vælg selv, hvordan du skærer snitterne ud. De kan som her være smalle og aflange, men det ser også super fint ud at skære dem i små trekanter.

Pistaciesnitter med citron og hvid chokolade

Tid: 1 time. Afkøling: I alt ca. 3 timer. Bagetid: 25 minutter. Antal: 24 stk.

Mørdejsbund:

  • 100 g blødt smør
  • 60 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • ½ æg
  • fintrevet skal af ½ usprøjtet citron
  • 25 g grønne, usaltede pistacienødder
  • 175 g hvedemel
  • en firkantet bageform, ca. 18 x 28 cm.

Pistaciemasse:

  • 75 g grønne, usaltede pistacienødder
  • 50 g mandelmel
  • 125 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 1½ æg
  • saft af ½ usprøjtet citron

Hvid chokoladeovertræk:

  • 150 g hvid chokolade
  • 1 tsk. smagsneutral olie (fx solsikkeolie)
  • 1 spsk. citronsaft
  1. Mørdejsbund: Rør det bløde smør sammen med flormelis og salt. Tilsæt æg og fintrevet citronskal, og rør rundt. Blend pistacienødderne til fint mel i en blender eller foodprocessor, og rør det i dejen sammen med hvedemel. Saml dejen med hænderne, uden at ælte for meget. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 time.
  2. Rul mørdejen ud til en firkant, der passer i størrelsen med din form. Jeg har brugt en firkantet form, der måler 18 x 28 cm. Læg bagepapir i formen, og læg mørdejen ned i formen. Tryk den blot let ned i formen med fingrene, så den dækker bunden i et jævnt lag. Sæt bunden på køl, mens du laver pistaciemassen.
  3. Pistaciemasse: Blend pistacienødderne til fint mel i en blender eller foodprocessor. Bland pistaciemel, mandelmel, smør, sukker, æg og citronsaft i en skål, og pisk det godt sammen til en jævn masse. Fordel pistaciemassen oven på mørdejsbunden, og glat overfladen med bagsiden af en ske.
  4. Tænd ovnen på 175°. Bag pistaciekagen i ovnen i 25 minutter, til den er let gylden. Afkøl den på en rist, og sæt den herefter på køl, til den er helt kold.
  5. Hvid chokoladeovertræk: Hak chokoladen fint, og smelt den forsigtigt i en varmefast skål over vandbad. Rør olie og citronsaft i den smeltede chokolade, og rør i midten af skålen med en dejskraber, til chokoladen samler sig.
  6. Smør den hvide chokoladeblanding ud på toppen af kagen, og drys evt. med lidt finthakkede pistacienødder som pynt. Sæt kagen på køl, til chokoladen er størknet.
  7. Skær den kolde kage ud i 24 smalle og aflange snitter, og opbevar dem på køl indtil servering. De holder sig fint på køl i 2-3 dage og kan også sagtens fryses.