Spis dig tilbage i tiden (gæsteindlæg)

Idag byder jeg velkommen til Christina, som har kigget dybt i Karen og Ediths gamle opskrifter og gode råd. Det er super hyggelig læsning, og jeg håber, du har lyst til at læse med.

***

Af Christina Marcher Lundegaard, redaktionssekretær, SPIS BEDRE

I øjeblikket hjælper jeg min svigerfar med at redigere og udgive en helt særlig bog med masser af minder. Det er nemlig hans bornholmske mormors husholdnings- og kogebog, der er nedfældet i et gammeldags brunt kladdehæfte med autentiske køkkenpletter og fedtfingre. Min svigerfars mormor skrev i hæftet fra begyndelsen af 1900-tallet, og i ca. 1950 overtog hendes datter, min svigerfars mor, så arbejdet og tilføjede yderligere nogle opskrifter.

Der dukker de sjoveste råd og opskrifter op undervejs, og sommetider er det også angivet, hvor meget hver enkelt ret kostede at fremstille i datidens kroner og øre. Der var styr på økonomien! Bagetiden er ofte op til dig at vurdere, og varmen er heller ikke angivet, da retterne oprindeligt blev tilberedt i og på et brændekomfur med ringe.

Med min svigerfars velsignelse får I her et par af Karen og Ediths opskrifter samt gode råd om møbelpolitur og opvask. Prøv dig frem, og spis dig tilbage i tiden. God fornøjelse!

Æblesuppe m. br. Franskbrødsterninger

14 Øre

Æbler 125 gr.

Vand ½ l.

Sukker ca. 25 gr.

Kartoffelmel 15 gr.

Vand

Franskbrød 50 gr.

Sukker 20 gr.

Margarine 15 gr.

Æblerne vaskes, udskæres i Smaastykker, stilles over Ilden i koldt Vand, koger til de er fuldstændig udkogt, gnides gennem en Sigte, smages til med Sukker. Kartoffelmel udrøres i koldt Vand, kommes paa den kogende Suppe, som derefter ikke maa koge mere.

Franskbrødet udskæres i Skiver, og derefter i Terninger, blandes med Sukker. Margarinen smeltes paa Panden. Franskbrødsterningerne brunes deri.

Wienertærte

 500 gr. Mel

240 gr. Margarine

4 Æggeblommer

4 Spsk. Melis

3 Thsk. Bagepulver

lidt Vanillie

Syltetøj

4 Æggehvider

250 gr. Melis

Det hele æltes sammen med let Haand. Man tager en lille Smule af Deigen fra og ruller resten ud og lægger den paa en smurt Bradepande. Derpaa kommer Syltetøj af en eller anden art over. Friske Rabarber kan ogsaa bruges, men uden Saft. Nu pisker man de 4 Æggehvider, (hvis De har et Par extra tages de med) godt stive og rører dem med 250 gr. Melis. Marengsen smøres over frugten og den Dejg man har taget fra, triller man nu i ganske tynde Strimler og lægger dem paa som gitter. Kagen bages ca. 1 Time, saa hæver marengsdejgen og bliver lysebrun.

Møbelpolitur

Vil De have Møblerne rigtig pæne nu til Hovedrengøringen, skulde De prøve at lave en Blanding af Eddike og Parafinolie eller Spiseolie – lige Dele af hver. Ryst det godt sammen, smør et ganske tyndt Lag paa og poler saa straks efter med en blød Klud, saa skal der nok komme Glans paa Møblerne.