Is-sandwich med solbærflødeis

Imorgen udkommer sommerens pæneste madmagasin fyldt med opskrifter på nem feriemad, saftige salater, grillede lækkerier og udsøgte kager og desserter med bær. Køb magasinet i din bladkiosk – så har du alt, hvad du behøver, for at kunne sætte velsmagende sommermad på menuen hver dag.

(Forsidefoto: Columbus Leth)

De flotte kager på forsiden af SPIS BEDRE er jeg ophavskvinde til, og jeg kan på det varmeste anbefale dig at gå i gang med opskriften, når du får fingrene i bladet. Hvis du har smagt de populære Christianshavnertærter fra Lagkagehuset, vil du også elske disse kager. Saftige nøddebunde med sødt jordbærskum, mums!

Idag skal du imidlertid forkæles med en helt anden opskrift, nemlig på vanedannende gode is-sandwich.

(Foto: Columbus Leth)

De knasende sprøde kiksebunde er selvfølgelig hjemmebagte, og jeg har lagt dem sammen med solbærflødeis, som er én af mine absolutte is-favoritter. Til slut er de dyppet i den bedste karamelchokolade, som enten kan være Dulcey fra Valrhona eller Amber fra Summerbird.

Det er en ægte godbid, som passer perfekt i sommervarmen, fx til fødselsdagsfesten, studentergildet eller blot som en ekstraordinær lækker eftermiddagsnack.

Lav dem allerede idag, og gem dem i fryseren til lækkersulten eller gæsterne melder sig. Drop evt. det fine chokoladedyp, og rør istedet hakket mørk chokolade i solbærflødeisen, hvis du er mere til det. God fornøjelse med opskriften.

Is-sandwich med solbærflødeis og chokoladeovertræk

Tid: 35 minutter. Frysetid: Mindst 6 timer. Hviletid: 1 time. Bagetid: 12 minutter. Antal: 6-7 stk.

Solbærflødeis:
200 g solbær (evt. fra frost)
100 g sukker
2 spsk. citronsaft
korn af 1 vaniljestang
50 g sukker
4 æggeblommer, evt. pasteuriserede
1 knivspids salt
4 dl piskefløde
Kiksebunde:
125 g hvedemel
25 g havregryn
100 g brun farin
¼ tsk. salt
75 g blødt smør
1 æggeblomme
evt. 1 spsk. koldt vand
en kageudstikker, 6 cm i diameter
Chokoladeovertræk:
100 g chokolade, fx Dulcey fra Valrhona eller Amber fra Summerbird

  1. Solbærflødeis: Kog solbær, sukker og citronsaft sammen i en gryde i ca. 5 minutter. Si solbærkompotten, så kerner og skaller sorteres fra. Afkøl solbærpuréen, til den er lun.
  2. Pisk vaniljekorn, sukker, æggeblommer og salt luftigt med en elpisker. Pisk fløden til skum, og vend flødeskummet i æggeblandingen, så du får en jævn iscreme. Vend solbærpuréen i iscremen.
  3. Hæld iscremen i en flad, fryseegnet beholder med låg, og sæt den i fryseren i mindst 6 timer.
  4. Kiksebunde: Bland mel, havregryn, brun farin og salt i en skål. Skær smør i små tern, og smuldr dem i melblandingen med fingrene. Saml dejen med æggeblommen og evt. lidt koldt vand. Rul dejen ud i ca. ½ cm’s tykkelse mellem 2 stykker bagepapir med en kagerulle. Lad dejen hvile på køl i mindst 1 time.
  5. Tænd ovnen på 175°. Tag bagepapiret med kiksedejen ud af køleskabet, og udstik 12-14 runde bunde med en kageudstikker. Bag kiksebundene gyldne i ovnen i 10-12 minutter. Afkøl dem på en rist.
  6. Tag solbærflødeisen ud af fryseren, og stik den ud i runde bunde med den samme kageudstikker, som du brugte til kiksebundene. Saml kiksebundene 2 og 2 med solbær-
    flødeis imellem, og læg dem tilbage i fryseren i 10-15 minutter.
  7. Chokoladeovertræk: Hak chokoladen meget fint, og smelt den forsigtigt i en skål over vandbad. Dyp den ene side af de frosne iskager i chokoladen, og lad chokoladen størkne. Læg isene tilbage i fryseren, og opbevar dem her indtil servering.

Prøv også
Isen kan laves med alle slags bær. I stedet for solbær kan du fx bruge jordbær, hindbær eller blåbær.