Marcipantærte med hindbærmousse

Idag er det min fødselsdag, og hvad er mere nærliggende end at fejre dagen med kage (-:

Kagen er i dagens anledning blevet til to temmelig lækre tærter, som jeg har glædet mig rigtig meget til at dele opskriften på. De er nemlig perfekte som en fin gæstedessert, til buffeten, til fødselsdagen eller havefesten.

Tærterne byder på smørbagt mørdej, saftig marcipanmasse samt syrligsøde hindbærmoussebomber. De kan laves hele året rundt, men smager allerbedst, når de danske hindbær er i sæson.

Lad dig endelig ikke skræmme af det måske lidt avancerede udseende. Tærterne er faktisk nemme at lave, hvis man går i gang i god tid.

Start allerede et par dage i forvejen med både mørdej og hindbærmousse. Så gør du processen meget nemmere for dig selv og kan lave tærterne i flere steps og helt uden at stresse i sidste øjeblik. Så begynd senest 1 dag før, du vil servere tærterne – men hellere end gerne 2-7 dage før, hvis det passer bedre ind i din planlægning.

Opskriften giver 2 tærter, som hver har en diameter på 20 cm. Har du ikke tærteforme med løs bund i denne størrelse, kan du istedet lave dem i én stor form på 26-28 cm.

Jeg har desuden brugt to forskellige silikoneforme til at støbe hindbærmoussen i. De er af mærket Silikomart og hedder hhv. Micro Stone (de små bomber) og Globe (de store bomber). Jeg har købt mine i Kunst & Køkkentøj i København, men du kan sagtens finde tilsvarende på nettet eller bruge alle mulige andre silikoneforme. Du bestemmer.

Ha’ en dejlig sød og solstrålende dag!

Marcipantærter med hindbærmousse

(Til 8 personer pr. tærte)

Mørdej:

100 g blødt smør

60 g flormelis

korn af ½ vaniljestang

1 knivspids salt

1 æg (str. S)

25 g mandelmel

180 g hvedemel

to tærteforme med løs bund, 20 cm. i diameter

Hindbærmousse:

3 blade husblas

225 g hindbær

80 g sukker

korn af ½ vaniljestang

2 spsk. citronsaft

2 dl piskefløde

100 g skyr

silikoneforme til at støbe mousserne i (fx Globe og Micro Stone fra Silikomart)

Marcipanfyld:

100 g blødt smør

150 g sukker

250 g marcipan

3 æg (str. S)

Pynt:

200 g friske hindbær

50 g valgfri chokolade (jeg har brugt Dulcey fra Valrhona)

evt. rød skovsyre, små chokoladeperler eller lign.

  1. Mørdej: Rør blødt smør, flormelis, vaniljekorn og salt sammen i en skål. Rør æg i. Tilsæt mandelmel og hvedemel, og saml forsigtigt dejen sammen uden at ælte den for meget. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 time.
  2. Rul dejen tyndt ud med en kagerulle på et meldrysset bord. Beklæd de to tærteforme med dejen, så dejen dækker formenes bund og kanter. Stil tærtebundene i fryseren i 1 time (eller gerne i op til 1 uge i forvejen).
  3. Hindbærmousse: Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand. Bland hindbær, sukker, vaniljekorn og citronsaft i en lille gryde, og bring det i kog. Lad det småkoge et par minutter. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme hindbærpuré. Si kernerne fra, og lad hindbærpuréen køle af, til den er lun.
  4. Pisk fløden til let skum, og vend skyren i. Vend først lidt af skummet i den lune hindbærpuré og vend derefter resten i. Fordel moussen i de to silikoneforme (brug evt. en stor sprøjtepose, hvis det er nemmere), og bank dem let mod bordpladen for at undgå små luftboler. Sæt dem i fryseren i mindst 4 timer, gerne natten over (og gerne i op til 1 uge i forvejen).
  5. Marcipanfyld: Pisk det bløde smør sammen med sukker og groftrevet marcipan i en skål med en elpisker. Pisk kun, til massen er sammenhængende. Tilsæt 1 æg ad gangen, og pisk igen kortvarigt.
  6. Tænd ovnen på 175°. Fordel marcipanfyldet i et jævnt lag i de to kolde tærtebunde. Bag tærterne i ovnen i 20-25 minutter, til de er gyldne og fyldet er fast. Afkøl tærterne helt.
  7. Samling og pynt: Tag de frosne hindbærmoussebomber ud af fryseren, og vend dem forsigtigt ud af formene. Fordel dem på de to tærter, og fyld hullerne imellem moussebomberne ud med friske hindbær, hakket chokolade, rød skovsyre og små chokoladeperler – eller slip fantasien løs, og pynt med netop dit favorit-kagepynt!
  8. Sæt tærterne på køl i mindst 1 time før servering, så moussebomberne kan nå at tø lidt op. Servér tærterne kolde.