Tid til is (gæsteindlæg)

Sommer er lig med is

Af Mathilde Landry Brandt, digital teamleder, SPIS BEDRE

Sommer er lig med is. I hvert fald for mig. Jeg har nemlig fået en ismaskine, og den kører på fulde drøn derhjemme. Jeg laver chokoladeis, vaniljeis med Oreos, citronsorbet og meget, meget mere.

Med min nyopfundne interesse for hjemmelavet is følger selvfølgelig en nysgerrighed efter at vide mere om de forskellige istyper. I min søgen efter den perfekte sorbet fandt jeg nemlig ud af, at det, jeg altid har troet var en sorbet, faktisk viser sig at være en sherbet.

Lad mig for en god ordens skyld opridse de forskellige istyper. De mest almindelige er flødeis, gelato, sorbet, sherbet og granita.

Flødeis og gelato

Flødeis laves på fløde, æggeblommer og sukker, og så kan der tilsættes forskellige smage og farver. Det er den is, du oftest ser i frysedisken i supermarkederne, så det må være den mest populære. Men du kan også sagtens lave flødeisen selv, og det kan gøres på flere måder.

Jeg har prøvet både at varme massen op, så den får en dejlig cremet konsistens, men man kan også sagtens lave en god flødeis uden opvarmning. Jeg fryser isen på min ismaskine, men hvis du ikke har sådan en, kan du fryse den i en beholder – du skal bare huske at røre i den en gang imellem under indfrysningen.

Min yndlingsopskrift på vaniljeflødeis er den her: https://spisbedre.dk/opskrift/grundopskrift-pa-klassisk-vaniljeis. Du kan tilsætte alverdens smage til den. Jeg har prøvet med lakridspulver, smeltet chokolade og knuste Oreos.

(Foto: AOP)

Tæt på flødeisen er den italienske gelato. Gelato laves på mælk, æggeblommer og sukker, og så fryses den på en anden måde end almindelig flødeis. Den italienske slags blandes langsommere, så der ikke inkorporeres så meget luft i isen, og så fryses den ved en varmere temperatur, så den får en blødere konsistens.

Sorbet, sherbet og granita

Nu til de to istyper, der har forvirret mig mest: Sorbet og sherbet. En sorbet laves på sukkerlage, frugtsaft og intet andet. Jeg har altid elsket sorbet, men jeg har altså altid selv lavet den med æggehvide.

En sorbet med æggehvide er dog slet ikke en sorbet, men en sherbet. En sherbet er mere cremet end sorbet, da den tilsættes æggehvide, mælk, fløde eller yoghurt. Den er dog stadig forholdsvis fedtfattig, og indeholder slet ikke så meget mælk eller æg som en flødeis.

Udover sorbet og sherbet findes der også en granita, der egentlig er det samme som en sorbet – den er bare ikke lavet på en ismaskine. En granita fryses i en beholder, og så skrabes overfladen, så isen krystalliserer. Konsistensen minder lidt om frossen slush-ice og serveres oftest imellem retter for at friske munden.

(Fotos: Columbus Leth og Lars Ranek)

Med det på det rene vil jeg gå tilbage i køkkenet og eksperimentere med de forskellige istyper. For én ting er sikkert: Lige meget hvad de forskellige is hedder, så smager de fantastisk. Mit næste is-projekt er yoghurt-is, og jeg tror, jeg vil prøve denne opskrift: https://spisbedre.dk/opskrift/yoghurtis-med-jordbaer. Mine jeans er nemlig ikke særlig begejstrede for al den fløde og sukker 😉