Drømmekage med æbler og et strejf af lakrids

Udenfor er bladene blevet brune, gule og røde, og hver morgen er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal tage sommerjakke eller vinterfrakke på. Simreretterne er så småt begyndt at indtage komfuret, jeg leger med æbler og pærer i køkkenet, og om aftenen tænder jeg stearinlys og drikker en ekstra varm kop te. Efteråret er kommet, og jeg elsker det!

Forleden testede jeg forskellige æblekageopskrifter, og det kom der blandt andet denne hyggelige familiekage ud af.

Drømmekagen fra Brovst er en ægte familieklassiker, som er populær både til eftermiddagskaffen eller som en nem tag med-kage til klassen eller kollegaerne. Her har jeg tvistet den klassiske opskrift  med revne æbler i den lyse kagedej, så den bliver ekstra saftig, og den søde kokostopping er blevet mere mørk og karamelagtig og har fået et diskret strejf af lakrids.

Små detaljer som i mine øjne løfter kagen til et lidt højere niveau og gør den til en sand vinder til weekendhyggen. Som altid er kagen nem at lave og den holder sig lækker og saftig i mange dage.

God weekend!

Drømmekage med æbler og et strejf af lakrids

Tid: 30 minutter. Bagetid: 25 minutter. Antal: 12-16 kagestykker

3 æg

215 g sukker

2 tsk. vaniljesukker

190 g hvedemel

1½ tsk. bagepulver

60 g smør

1½ dl sødmælk

2 æbler

en kvadratisk bageform, 23 x 23 cm.

Kokostopping:

120 g smør

150 g kokosmel

100 g brun farin

100 g mørk muscovadosukker

½ dl sødmælk

1 tsk. lakridspulver (kan udelades)

¼ tsk. salt

  1. Tænd ovnen på 200°, og læg bagepapir i formen.
  2. Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt i en skål med en elpisker. Bland hvedemel og bagepulver sammen, og sigt det i dejen. Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen, og tilsæt sødmælken. Vend mælkesmørret i dejen.
  3. Skræl æblerne, og riv dem på den grove side af et rivejern. Vend de revne æbler i dejen.
  4. Fordel dejen i den klargjorte form, og bag kagen i ovnen i 20 minutter.
  5. Kokostopping: Bland smør, kokosmel, de to slags sukker, sødmælk, salt og evt. lakridspulver sammen i en gryde, og bring det forsigtigt i kog under omrøring. Småkog, indtil sukkeret er opløst.
  6. Tag kagen ud af ovnen, og skru ovntemperaturen op til 225°. Fordel kokostoppingen på kagen i et jævnt lag, og sæt kagen tilbage i ovnen. Bag kagen i 5 minutter. Tag kagen ud, og lad den køle af på en rist. Skær den afkølede kage i 12-16 firkantede stykker.