Nemme rustikke flutes

Jeg er inde i en rigtig god bageperiode for tiden. Brød og boller flyver ind og ud af ovnen, og jeg elsker selvsagt duften i mit lille hjemmebageri.

Fornylig fik du opskriften på hjemmebagte bløde boller (se HER), og idag skal du have opskriften på de lækreste rustikke flutes, som byder på sprød skorpe, store lufthuller og en fantastisk smag.

En sød kollega tippede mig om opskriften, og så blev jeg simpelthen nødt til at prøve den af med det samme. Og sikke en succes! Opskriften var super nem og gav 2 flotte flutes med store lufthuller og en tilsvarende meget tilfreds Camilla (-:

Dejen er bagt med manitobamel, som er kraftigt hvedemel med en unik bageevne, der giver luftige brød med sprød skorpe, som i virkeligheden er hele hemmeligheden bag disse nemme og velsmagende brød. Hvis du ikke allerede kender til denne meltype, så er det slet ikke for sent! Manitobamel kan nemlig købes i stort set alle supermarkeder fx af mærket FINAX (det har jeg brugt i denne opskrift).

Brødene er alsidige og kan bruges til det hele: På morgenbordet med smør, ost og marmelade, som tilbehør til salat og suppe, som tapasbrød eller måske på julefrokostbordet.

Jeg håber, du har lyst til at gå i køkkenet og prøve min nemme opskrift. Du vil ikke fortryde det.

God søndag!

Rustikke flutes med manitoba-hvedemel

Tid: 15 minutter. Hævetid: 6-8 timer. Bagetid: 20-25 minutter. Antal: 2 stk.

5 dl lunkent vand
10 g gær
1½ tsk. sukker
50 g fuldkornshvedemel (eller anden grov meltype)
550 g manitoba-hvedemel
1½ tsk. salt
  1. Hæld lunkent vand i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, og rør rundt.
  2. Tilsæt fuldkornsmel, manitoba-hvedemel og salt, og rør dejen sammen med en gaffel eller stor ske, til den er samlet og har konsistens som tyk grød.
  3. Dæk skålen med husholdningsfilm og et rent viskestykke, og lad dejen hæve på køkkenbordet ved stuetemperatur i 6-8 timer.
  4. Tænd ovnen på 275° varmluft.
  5. Hæld dejen ud på et let meldrysset bord, og hak den over i to stykker med en dejspatel. Dejen skal IKKE æltes, men blot lige foldes sammen til 2 flutes. Læg dem over på en bageplade med bagepapir.
  6. Bag brødene i den meget varme ovn i 20-25 minutter, til de er gennembagte og har fået en sprød og gerne lidt mørk skorpe. Tag brødene ud, og lad dem køle af på en rist indtil servering.