Cheesecake cookiedej brownie

Hvis man ikke kan beslutte sig for, om man har lyst til brownie, cheesecake eller cookie, må man jo bare kombinere dem alle tre i én kage, ikk?

Idag får du opskriften på en ualmindelig lækker 3-i-1 kage, som egner sig fint som det søde indslag på kaffebordet i weekenden.

Min cheesecake cookiedej brownie består af en saftig chokoladebund, et blødt lag cheesecake og på toppen et chewy lag cookiedej. Det er sødt og syndigt og yderst velsmagende! Kagen er meget intens, og derfor er et lille stykke nok. Med mindre du som jeg er ualmindelig glad for kage, selvfølgelig…

Jeg har lavet cheesecake-laget med Philadelphia flødeost, men du kan sagtens bruge andre flødeost-typer. Bare du sørger for ikke at bruge en light-version.

Lav gerne kagen dagen i forvejen, og lad den stå på køl natten over. Så er den nem at tage ud og skære i passende stykker inden servering.

Cheesecake cookiedej brownie

Tid: 45 minutter. Bagetid: I alt 45 minutter. Antal: 12-16 kagestykker

Brownie:
130 g mørk chokolade 60 %
130 g blødt smør
165 g flormelis
2 æg
65 g hvedemel
1/4 tsk. salt
en kvadratisk bageform, 20 x 20 cm.
Cookiedej:
60 g blødt smør
70 g brun farin
50 g sukker
½ vaniljestang
1/4 tsk. salt
2 spsk. mælk
100 g hvedemel
50 g mørk chokolade 60 %
Cheesecake:
200 g flødeost naturel, fx Philadelphia
75 g flormelis
½ vaniljestang
1 æg
1 spsk. hvedemel
  1. Brownie: Tænd ovnen på 165°, og læg bagepapir i formen.
  2. Hak chokoladen, og smelt den i en skål over vandbad eller i mikrobølgeovnen.
  3. Pisk smør og flormelis lyst og luftigt i en skål med en elpisker. Tilsæt 1 æg ad gangen, og pisk mellem hvert æg. Bland hvedemel og salt, og sigt det i dejen. Rør den smeltede chokolade i, og rør dejen sammen, til den er jævn og ensartet. Fordel dejen i formen, og bag browniebunden i ovnen i 10 minutter – den skal ikke være færdigbagt. Tag den ud, og lad den køle af på en rist, mens du laver de næste 2 lag.
  4. Cookiedej: Pisk smør, brun farin, sukker, vaniljekorn, salt og mælk sammen i en skål med en elpisker, til det er cremet. Tilsæt hvedemel og hakket mørk chokolade, og rør dejen sammen, til den er sammenhængende, og chokoladen er jævnt fordelt.
  5. Rul cookiedejen ud mellem to stykker bagepapir til en firkant, der passer i størrelsen med din bageform. I dette tilfælde 20 x 20 cm. Læg cookiedejen på køl i mindst 15 minutter.
  6. Cheesecake: Pisk flødeost, flormelis og vaniljekorn sammen i en skål med en elpisker ved lav hastighed. Pisk ægget i. Tilsæt hvedemel, og pisk igen, til cheesecaken er lige akkurat jævn og ensartet. Den må endelig ikke blive pisket for meget, så risikerer du, at massen skiller.
  7. Smør flødeostecremen oven på browniebunden i et jævnt lag. Tag cookiedejen ud fra køl, og læg den oven på laget af flødeoste. Bag kagen i ovnen i 30-35 minutter, til cheesecaken har sat sig, og cookiedejen er let gylden.
  8. Afkøl kagen på en rist, og sæt den herefter på køl i mindst 2 timer. Skær kagen ud i 12-16 firkantede stykker inden servering. Kagen kan holde sig frisk i en lukket beholder på køl i 3-4 dage.

INDLÆGGET ER SPONSORERET.