Pistaciesnitter med karamelganache

Idag får du opskriften på nogle ualmindelig lækre snitter, som er svære at holde… snitterne fra!

Jeg har tidligere lavet en opskrift på pistaciesnitter med hvid chokolade (se opskriften HER), og denne er egentlig blot en ny variant af samme. Blot med et karameltvist, som virkelig også gør noget godt og spændende for smagen.

Karamelchokolade smager fantastisk og findes i forskellige varianter. Jeg har brugt Dulcey fra Valrhona, men du kan også sagtens bruge Amber fra Summerbird eller Gold fra Cellebaut.

Lav gerne pistaciesnitterne dagen før, du vil servere dem. De kan sagtens tåle at stå på køl til næste dag, og vil du være ude i rigtig god tid, kan de faktisk også fryses.

God fornøjelse i køkkenet (-:

Pistaciesnitter med karamelganache

Tid: 1 time. Afkøling: I alt mindst 6 timer. Bagetid: 25 minutter. Antal: 20-24 stk.

Mørdejsbund:

  • 100 g blødt smør
  • 60 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • ½ æg
  • 25 g grønne, usaltede pistacienødder
  • 175 g hvedemel
  • en firkantet bageform, ca. 18 x 28 cm.

Pistaciemasse:

  • 75 g grønne, usaltede pistacienødder
  • 50 g mandelmel
  • 125 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 2 små æg
  • 50 g pistaciemasse fra Odense marcipan
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. mandellikør, fx Amaretto

Karamelganache:

  • 150 g karamelchokolade, fx Dulcey fra Valrhona
  • 3/4 dl piskefløde
  • 10 g glukosesirup
  • 1 knivspids salt
  1. Mørdejsbund: Rør det bløde smør sammen med flormelis og salt. Tilsæt æg, og rør rundt. Blend pistacienødderne til fint mel i en blender eller foodprocessor, og rør det i dejen sammen med hvedemel. Saml dejen med hænderne, uden at ælte for meget. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 time.
  2. Rul mørdejen ud til en firkant, der passer i størrelsen med din form. Jeg har brugt en firkantet form, der måler 18 x 28 cm. Læg bagepapir i formen, og læg mørdejen ned i formen. Tryk den blot let ned i formen med fingrene, så den dækker bunden i et jævnt lag. Sæt bunden på køl, mens du laver pistaciemassen.
  3. Pistaciemasse: Blend pistacienødderne til fint mel i en blender eller foodprocessor. Bland pistaciemel, mandelmel, smør, sukker, æg, pistaciemasse, citronsaft og likør i en skål, og pisk det sammen til en jævn masse. Fordel pistaciemassen oven på mørdejsbunden, og glat overfladen med bagsiden af en ske.
  4. Tænd ovnen på 175°. Bag pistaciekagen i ovnen i 25 minutter, til den er let gylden. Afkøl den på en rist, og sæt den herefter på køl, til den er helt kold – ca. 2 timer, gerne længere.
  5. Overtræk: Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål. Kog fløde og glukosesirup op i en gryde, til det når kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen i skålen, og lad det stå i 1-2 minutter. Rør rundt med cirkelbevægelser i midten af skålen med en dejskraber, til chokoladen smelter, og ganachen samler sig og bliver blank. Rør en smule salt i.
  6. Hæld ganachen ud på kagen i et jævnt lag, og drys evt. med lidt ekstra finthakkede pistacienødder. Sæt kagen på køl i mindst 3 timer, gerne længere.
  7. Servering: Skær den kolde kage i aflange, smalle snitter, og opbevar dem på køl indtil servering. De holder sig fint på køl i 2-3 dage og kan også sagtens fryses.