Rabarberkage med marcipan og kokos

God påske, kære læsere! Håber I har nydt helligdagene, det smukke forårsvejr og har spist en masse dejlige påskeæg. Det har jeg nemlig 🙂

Så snart de første bundter rabarber lander på grønthandlerens hylder, skynder jeg mig i køkkenet for at trylle lækkerier frem med de røde og syrligt-søde stængler.

Jeg har tidligere delt mine opskrifter her på bloggen på kærnemælkshorn med rabarber (se bare HER) og rabarbertærte med pistaciefrangipane (den finder du HER), og idag får du en helt simpel rabarberkage, som er sød, saftig og helt uimodståelig, hvis du ligesom jeg også er vild med gode skærekager.

Gå gerne efter de slanke vinrabarber, som er ekstra flotte og røde, men alle slags rabarber kan selvfølgelig anvendes i denne opskrift.

Jeg har toppet kagen med både mandler og pistacienødder for at få masser af knas, men det er helt valgfrit. Kagen smager også rigtig dejligt uden nødder på toppen.

God fornøjelse med opskriften!

Rabarberkage med marcipan og kokos

Tid: 20 minutter. Bagetid: 30-35 minutter. Antal personer: 6

2 æg
100 g sukker
½ vaniljestang
100 g smør
100 g hvedemel
25 g kokosmel
1 tsk. bagepulver
1 knivspids salt
100 g marcipan
250 g rabarber
en lille springform, 18 cm i diameter
2 spsk. mandler
1 spsk. usaltede pistacienødder
1 spsk. rørsukker
Til servering:
cremefraiche

  1. Tænd ovnen på 175°. Læg bagepapir i formen, og smør kanterne med lidt smør.
  2. Pisk æg, sukker og vaniljekorn lyst og luftigt i en skål med en elpisker. Smelt smørret, og sæt det til side i 5 minutter.
  3. Vend hvedemel, kokosmel, bagepulver og salt i æggemassen. Riv marcipanen groft, og vend den i dejen sammen med det smeltede og letafkølede smør.
  4. Rens rabarberne, og skær dem i små stykker. Vend halvdelen af rabarberne i dejen.
  5. Fordel dejen i formen, og drys resten af rabarberstykkerne oven på. Tryk dem let ned i dejen. Hak mandler og pistacienødder groft, og drys dem over kagen efterfulgt af rørsukker.
  6. Bag kagen i ovnen i 30-35 minutter, og mærk efter med en gaffel eller et træspyd, om den er gennembagt. Afkøl kagen let på en rist, og servér den lun med cremefraiche til.