Cafe latte og mørkt bananbrød

Hverken min mand eller jeg har endnu lært at drikke helt sort kaffe – det er åbenbart ikke noget, der bare sådan lige kommer med alderen, for så ville vi nok være der allerede nu 😉 Til gengæld stornyder vi vores daglige cafe latte, som er et must om eftermiddagen, når vi skal puste ud efter en lang dag på job.

Kaffen brygger vi på vores kapselmaskine, hvilket klart er det nemmeste, når man som os kun har behov for at lave 1 kop ad gangen. Og den økologiske sødmælk skal selvfølgelig være varm og skummet til perfektion. Derfor elsker vi også vores uundværlige mælkeskummer, som egentlig er et simpelt køkkenredskab, men som gør en verden til forskel for kaffeoplevelsen – der er nemlig stor forskel på en kop kaffe med mælk og en kop kaffe med VARM og CREMET mælk.

Udvalget af mælkeskummere på markedet er vokset kraftigt de seneste år, og vi har allerede haft flere gode af slagsen herhjemme. Lige for tiden er vi ret begejstrede for den nye mælkeskummer fra Real Coffee (Barista’s Choice), der på ca. 1 minut laver varmt mælkeskum, som er tæt og cremet og derfor sidder lige i skabet til vores foretrukne cafe latte.

Mælkeskummeren er enkel at betjene, idet den kun har 1 knap, men hele 4 funktioner. Vi bruger primært funktionen “varm mælk med tykt og tæt skum”, men den kan også lave varm mælk med luftigt skum (god til varm kakao), varm mælk alene samt kold mælk med skum, som egner sig fortrinlig til sommerens iskaffer, som jeg tilfældigvis også har stor kærlighed til.

Alt i alt vil jeg give mælkeskummeren fra Real Coffee 4 store stjerner**** ud af 5 mulige. Den klarer nemlig opgaven med varm og cremet mælkeskum til perfektion! Eneste lille minus i mine øjne er, at den godt kunne bruge en hældetud til dosering af mælken i kaffen. Det er dog en petit detalje, som ikke har betydning for den egentlige funktion; nemlig at lave lækker cremet mælkeskum.

Er du nysgerrig på det mørke brød på billedet? Så kan jeg afsløre, at det er en mørk og saftig banankage med masser af chokolade! Den er super nem at bage, holder sig saftig længe og smager ualmindelig godt til en god kop kaffe.

Opskriften får du selvfølgelig herunder 🙂

Mørkt bananbrød med mørk og lys chokolade

Tid: 20 minutter. Bagetid: 40 minutter. Antal personer: 8

115 g smør
40 g kakao (jeg bruger kakao fra Valrhona)
3 modne bananer
115 g rørsukker
1 æg
1 dl kærnemælk
150 g hvedemel
1 knivspids salt
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
100 g mørk chokolade
50 g mælkechokolade
1 aflang bageform, ca. 1½ liter

  1. Tænd ovnen på 175°, og læg bagepapir i formen. Smelt smørret i en gryde.
  2. Rør smeltet smør og kakaopulver sammen i en skål. Mos bananerne, og rør dem i smørblandingen. Tilsæt rørsukker, æg og kærnemælk, og rør rundt.
  3. Bland hvedemel, salt, vaniljesukker og bagepulver, og rør det i dejen.
  4. Hak de to slags chokolade groft, og vend 2/3 af chokoladen i dejen.
  5. Fordel dejen i formen, og drys resten af den hakkede chokolade på toppen af bananbrødet.
  6. Bag bananbrødet i ovnen i 40 minutter, og mærk efter med en gaffel eller et træspyd, om det er gennembagt. Afkøl på en rist, og servér bananbrødet lunt eller afkølet – gerne med en god kop cafe latte til.

Mælkeskummeren fra Real Coffee kan købes HER.

INDLÆGGET ER SPONSORERET