Verdens nemmeste jordbærtrifli

Idag skal du have opskriften på en ultra nem dessert, som hjemme hos mig hedder en “vupti dessert”. Det vil sige en dessert, som kan laves på nul-komma-fem, og vupti: Så er der serveret!

En dessert kan i mine øjne nemlig sagtens være både hurtig og nem at bikse sammen, og stadig glæde og imponere mine gæster.

Det er denne jordbærtrifli et godt eksempel på. Du skal faktisk blot piske cremen sammen, rense lidt jordbær og så er den klar til at blive anrettet.

Værsgo! Fra dig til mig – verdens nemmeste sommerdessert 🙂

Nem jordbærtrifli

Tid: 10 minutter. Antal personer: 4

250 g jordbær

16 makroner

Vaniljecreme:

2½ dl piskefløde

1 dl cremefraiche 38 %

1 spsk. vaniljesukker

Pynt:

1 spsk. grønne, usaltede pistacienødder

friske mynteblade

  1. Vaniljecreme: Pisk fløde, cremefraiche og vaniljesukker til blødt skum i en skål med en elpisker.
  2. Rens jordbærrene, og skær dem i halve eller kvarte.
  3. Knus makronerne groft.
  4. Anret jordbær, makroner og vaniljecreme lagvis i flotte portionsglas, og pynt med hakkede pistacienødder og et lille mynteblad. Servér, og nyd!