Hasselnøddetærte med kaffekaramel

Selvom kalenderen siger sommer, og det stadig bugner med masser af friske bær, byder jeg idag på en vidunderlig efterårsagtig tærte i anledningen af regnvejret.

Tærten består af smørsprød mørdej, saftig nøddefrangipane og fløjlsblød kaffekaramel på toppen. Den er ikke voldsom sød og har efter min mening en virkelig dejlig voksensmag.

Jeg har brugt færdigkøbt mandelmel og hasselnøddemel til fyldet. Har du ikke det, skal du blot riste mandler og hasselnødder i ovnen og selv kværne begge dele til fint mel i en minihakker eller foodprocessor, inden du går i gang med opskriften.

Jeg har desuden brugt en tærtering på 20,5 cm i diameter til min tærte, men du kan sagtens bruge en almindelig tærteform med løs bund (20 cm).

Bag tærten, kig ud på regnen, og nyd hver en mundfuld til eftermiddagskaffen!

Hasselnøddetærte med kaffekaramel

Tid: 40 minutter. Afkøling: I alt mindst 4 timer. Bagetid: 25 minutter. Antal personer: 8

Mørdej:

75 g blødt smør

50 g flormelis

1 knivspids salt

½ æg

25 g mandelmel

125 g hvedemel

Hasselnøddefrangipane:

50 g blødt smør

50 g lyst rørsukker

1 æg

1 knivspids salt

25 g mandelmel

25 g hasselnøddemel

Kaffekaramel:

150 g karamelchokolade, fx Dulcey fra Valrhona eller Gold fra Callebaut

3/4 dl piskefløde

1/4 tsk. vaniljepulver

15 g stærk, friskbrygget kaffe

1 knivspids salt

1 tærtering eller tærteform, ca. 20 cm. i diameter

  1. Mørdej: Rør blødt smør, flormelis og salt sammen i en skål. Rør æg i. Tilsæt mandelmel og hvedemel, og saml forsigtigt dejen uden at ælte den for meget. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 1 time.
  2. Rul dejen tyndt ud med en kagerulle på et meldrysset bord. Beklæd tærteringen med dejen, så den dækker formens bund og kanter. Tænd ovnen på 175°. Prik bunden med en gaffel, og bag bunden i ovnen i 10 minutter.
  3. Hasselnøddefrangipane: Pisk alle ingredienserne til frangipanen sammen i en skål. Smør den ud i den varme tærtebund i et jævnt lag, og sæt tærten tilbage i ovnen. Bag den i ca. 15 minutter, til den er gylden og fyldet er fast. Afkøl tærten på en rist.
  4. Kaffekaramel: Hak karamelchokoladen, og smelt den forsigtigt ved lav varme i en skål over vandbad eller i mikrobølgeovnen. Tag skålen af varmen.
  5. Hæld fløde, vaniljepulver og friskbrygget kaffe i en lille gryde, og varm det op til kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen, og rør med cirkelbevægelser i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og bliver flot blank. Smag til med en smule salt.
  6. Fyld tærten op med kaffekaramel, og sæt den på køl i mindst 3 timer – gerne til næste dag. Pynt efter fri fantasi, fx som her med lidt smeltet karamelchokolade, hakkede hasselnødder og spiseligt guldstøv.