Marmorkage med citron og mørk chokolade

Sommeren er i den grad forbi. Væk med de luftige marengskager og de lette sommertærter, og frem med de gode, gedigne skærekager.

Selvom jeg (også) elsker ekstravagante moussekager i lag og konfektagtige tærter med masser af mandler og chokolade, så kalder efteråret for mig bare på helt klassiske kager, som kan bages i et snuptag og nydes straks med en god kop kaffe eller te.

Marmorkagen er en klassisk skærekage i mormorstilen, og den kan altså noget. Du kan bage den helt enkelt med kakao og vanilje i de to deje, men jeg har valgt at tilsætte citronsaft og citronskal til den lyse dej, mens den mørke dej udover kakao er blevet opgraderet med lidt god, mørk chokolade.

Kagen kan sagtens bages i en almindelig springform, men jeg synes, den kommer bedst til sin ret, hvis du bager den i en randform, en kugelhopf-form eller som her i en stor charlotteform. Min form er fra Blomsterbergs og har en diameter på ca. 23 cm.

Skal kagen serveres for gæster, vil jeg foreslå, at du overdænger den med mørk chokoladeganache eller almindelig glasur før servering – det er også lækkert!

God bagelyst!

Marmorkage med citron og mørk chokolade

Tid: 20 minutter. Bagetid: 50-60 minutter. Antal personer: 6-8

200 g blødt smør
215 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
3 æg
4 dl hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 knivspids salt
1 dl kærnemælk
Til den mørke dej:
3 spsk. kakao (jeg bruger Valrhona)
50 g mørk chokolade
Til den lyse dej:
fintrevet citronskal af 1 usprøjtet citron
2 spsk. citronsaft
en charlotteform, ca. 23 cm. i diameter (fx fra Blomsterbergs)
  1. Tænd ovnen på 175°. Smør formen med lidt smør, og drys den med lidt mel.
  2. Pisk smør, sukker og vaniljesukker luftigt i en skål med en elpisker. Tilsæt 1 æg ad gangen, og pisk godt mellem hvert æg. Bland hvedemel, bagepulver, natron og salt, og sigt det i dejen. Rør dejen jævn og ensartet samtidig med, at du tilsætter kærnemælken.
  3. Hæld halvdelen af dejen over i en anden skål. Rør kakao og grofthakket mørk chokolade i den ene portion dej, så du får en mørk dej.
  4. Rør fintrevet citronskal og citronsaft i den anden portion dej, så du får en lys dej.
  5. Hæld de to deje skiftevis ned i formen. Træk et træspyd eller en tandstikker forsigtigt gennem dejen, så den mørke dej blander sig tilfældigt med den lyse dej og giver en marmoreret effekt.
  6. Bag kagen i ovnen i 50-60 minutter, til den er gennembagt. Lad kagen køle lidt af i formen. Vend den derefter ud af formen, og lad den køle helt af på en rist. Servér kagen i gavmilde, tykke skiver med en god kop kaffe eller te til.