Nemt gulerodsrugbrød uden surdej

Jeg elsker brød – alle slags faktisk! Både det lyse, det mørke, det grove, det lette, det bløde, det rustikke, det gode færdigkøbte, det hjemmebagte… you name it.

Idag skal du derfor have opskriften på et super nemt rugbrød, som jeg ofte bager herhjemme. Det er bagt uden surdej og er let og mild i smagen, så rugbrødet passer også til små børnemunde, som måske ikke er så vilde med den karakteristiske lidt sure rugbrødssmag.

Opskriften giver 2 rugbrød, så du kan med fordel fryse det ene brød ned i skiver og tage det op efter behov.

Rugbrødet smager helt og aldeles dejligt og kan serveres både til morgenmad, til højtbelagt smørrebrød og selvfølgelig i madpakken. Vi får spist sådan et rugbrød ret hurtigt herhjemme, men skulle der alligevel være lidt rester i overskud, bruger jeg det gerne til hjemmelavet øllebrød med citronskal og letpisket flødeskum – mums 🙂

Gulerodsrugbrød uden surdej

Tid: 15 minutter. Hævetid: 1½ time. Bagetid: 1 time. Antal: 2 rugbrød

25 g gær
7 dl lunken vand
3 dl kærnemælk
2½ spsk. maltsirup
2 spsk. groft salt
100 g maltmel
600 g groft rugmel
300 g hvedemel
2 dl blandede frø og kerner (fx hørfrø og solsikkerkerner)
3 store gulerødder
2 rugbrødsforme
  1. Opløs gæren i lunkent vand i en skål. Tilsæt kærnemælk og maltsirup, og rør rundt. Tilsæt salt, maltmel og rugmel, og rør dejen sammen. Rør til sidst hvedemel, blandede frø og kerner og groftrevne gulerødder i dejen, og rør den godt sammen, til den er jævn og ensartet uden melklumper. Dejen skal stadig være klistret.
  2. Fordel dejen i 2 rugbrødsforme, og pres dejen godt ud i formene med bagsiden af en våd ske. Dæk formene med et fugtigt viskestykke, og lad dem hæve ved stuetemperatur i 1½ time.
  3. Tænd ovnen på 200°. Bag rugbrødene i ovnen i 1 time, til de er gennembagte, og det lyder hult, når du banker brødene under bunden. Tag dem ud af ovnen, og afkøl dem på en rist. Lad dem herefter blive i formene natten over, så er de nemmere at skære i pæne skiver.
  4. Opbevar rugbrødene i en lukket pose, og frys gerne det ene brød ned i skiver til senere brug.